Det kan i Almindelighed siges om alle store og epochegjørende Omvæltninger i Norges nyere Historie, at Stødet ikke er kommet indenfra, men udenfra. Dette gjælder ogsaa Kirkereformationens Indførelse. Den havde ikke sin Grund i bevidst Trang hos Nordmændene til noget nyt og bedre, men naaede herop i politiske Omvæltningers Følge og Medfør. Ingen aandelig Vækkelse havde altsaa her banet den Veien, ingen Nordmand forberedt den katholske Kirkes Fald; det norske Bondefolk opgav det gamle og modtog det nye viljeløst og umyndigt. Om de nye kirkelige Love og Institutioner, som Reformationen medførte, maatte altsaa det samme gjælde, som om den nye Lære selv. De havde sin Rod i fremmede Bevægelser, hvori vore Landsmænd ikke havde deltaget, og som de ikke begrebe. Nærmest kom naturligvis danske Tilstande og Begivenheder til at blive bestemmende for Norges nye kirkelige Forholde.
