gjøre, men Regalering havde han ikke forsmaaet, men modtaget»[1]. Men denne Anke fortjener dog ikke den Vegt, som det ved første Øiekast kunde synes. Feilen var egentlig mest Tidens, og lignende Ting hørtes endnu længe efter hans Tid. Om saadanne Misbrug, der dog i endnu langt værre Grad gjorde sig gjældende, naar private Patroner raadede for Kaldene, opbevarer Præsteeden endnu en Erindring, idet Ordinanden afgiver en Forsikring om ikke at have opnaaet sit Kald ved ulovlige Midler (nullis adhibitis mediis, divinitus prohibitis).
Lige i Begyndelsen af Fredrik den Fjerdes Regjeringstid maatte de strenge Forbud og Sikkerhedsforholdsregler mod Simoni atter indskjærpes ved Forordningen af 23de Oct. 1700 om Eds Aflæggelse til Biskoppen af Ordinanden om ikke at have givet, ladet give eller i Fremtiden lovet at ville give Penge eller Penges Værd for sit Embede, og dennegang paabødes ogsaa en Ed om at man ikke havde stræbt at opnaa Kaldet gjennem Giftermaal. Man var altsaa nu endelig naaet frem til at anse denne Vei til Befordring for utilladelig, der dog for mindre end en Menneskealder siden havde gjældet for helt naturlig og hæderlig. Men Forbudene mod Bestikkelser af overordnede vare endnu ikke istand til at hæmme saadant Uvæsen. Saavel om Oversecretairen i det danske Cancelli, Frederik Rostgaard, (1721 og fgg. Aar) som om Biskoppen i Christiania Stift, Bartholomæus Deichmann, der begge i Unaade fjernedes fra deres
- ↑ Wolff. l. c. S. 331.
