den katholske Tid, men, naar undtages praepositi ved Capitlerne, havde Provsterne dengang ikke egentlig geistlige Forretninger, men vare nærmest Biskoppernes Oppebørselsbetjente, skjønt de rigtignok jevnlig tillige vare Præster. Efter Reformationen indsattes derimod Provster i ordets nuværende Forstand som Biskoppernes Medhjelpere i de enkelte Distrikter, men da Navnet fremdeles ogsaa benyttes om Opkrævere af (sekulariserede) geistlige Jordebogsrettigheder o. s. v., adskiltes der nu mellem «Religionsprovster» og «Regnskabsprovster« eller «Hofmandsprovster».[1] Paa Voss omtales 1563 en «Underprovst«.[2]
Det fastsattes strax i den danske Ordinants, «at alle Præster i hvert Herred eller Len maa med deres Superintendent udvælge sig en af Prædikanterne, hvilken de agte duelig dertil, hvad heller han bor udi Kjøbstad eller paa Landsbyen, til at være en Provst over Præsterne og Kirkerne i Herredet«. Denne Rettighed for Præsteskabet har i Norge holdt sig til denne Dag, medens den er bortfalden i Danmark, hvor Provsten nu udnævnes af Regjeringen, alene efter Biskoppens Forslag. I Regelen valgte man længe den ældste Sognepræst; Brud paa denne Regel betragtedes endnu i forrige Aarhundrede som en Forurettelse mod den, hvis Anciennitet derved tilsidesattes.
