Hørernes Indtægter for dette Tidsrum, men af en senere (1787) for denne Skole afgiven tror jeg at kunne slutte, at deres hele Indtægt paa Raschs Tid omtrent kan have været: c. 250 Rdl. for Femtelecties, c. 170 for Fjerdelecties, c. 120 for Tredielecties og noget Lignende for de tvende forenede nederste Lectiers Hører. Meget bedre kan deres Kaar i det Mindste ikke have været. § 9 i Skoleforordningen af 1775 forbyder ellers Lærerne „at tage nogenslags Skjænk, Gave eller Offer af Disciplerne, være sig som Nyt-Aars Gave, Sct. Thomas Offer, Navne-Dag, Fødsels-Dag“ o. s. v. Af dette Forbud maa altsaa sluttes, at Saadant har været i Brug, hvilket ogsaa bestyrkes ved at see hen til det udentvivl tro Billede af gamle Skolemænd, som S. S. Blicher har udkastet os i fine herlige Noveller „Juleferierne“ og „Høstferierne.“[1]
Disse en Hørers ugunstige Kaar, hvilke dertil ved andre Skoler ofte vare ringere end ved nærværende, have naturligviis bevirket, at de Fleste kun have betragtet sin Hørerstilling som en Ventepost, indtil de kunde naae noget Bedre; deraf deres Forpligtelse til „nogen Tid at forblive i Embedet.“ Kun faa Colleger stege eller kunde stige til Rectores og Conrectores; de Fleste vare derimod theologiske Candidater og søgte gjerne geistlig Befordring, saa snart den var at erholde; de pleiede derfor ogsaa allerede som Hørere at øve sig i at prædike og mod Betaling at gaae Byens Præster tilhaande, Noget, hvortil Hørerne, som det heder, „ofte misbrugtes.“ Værre farne
- ↑ Den danske Literatur eier ogsaa en anden ikke saa uheldig novellistisk Fremstilling af Skolemandens Gjenvordigheder: Høreren og Taterpigen“ af Dr. Sophus (ɔ: Bloch-Suhr), 1839.
