Skildr. III, 1ste Halvdeel, seer, at han lod sine Disciple der gjøre Vers i alle tre gamle Sprog og at han, hvad vistnok paa den Tid var temmelig enestaaende, lod dem af en dertil antagen Sprogmester lære Tydsk og Engelsk.[1] Thi de samme Folk, der have lært alt dette, ere dog ikke bedre Latinere, end at de jevnlig i sine vitæ fortælle om sin Ansættelse som Degn med de Ord: „Vocatus sum in diaconum“ og skrive Ting som „Hoc egi ut symmysta.“
Ihvorvel Rasch saaledes ikke var nogen Rector consummatus, saa var han dog bevislig den Tids bedste Rector i Norge, førend de øvrige Skoler, der, som allerede ovenfor i en Note er oplyst, vare i fuldstændig Uorden, regenereredes ved Mænd som Steensen og Dass. Vi indrømme villig disse tvende Mænds og vel ogsaa R’s Eftermand Arbins’s Overlegenhed i det egentlige Lærefag, men Christiania Skole skylder Rasch saare Meget for den heldige Maade, hvorpaa han bortryddede de mange Hindringer, hvorved dens Virksomhed ved hans Tiltrædelse var hemmet. Af saadanne have vi allerede berørt det elendige Locale, den Forvirring, hvori Skolekassen ved Hirnklows Død var stedt, Mortensaftens-Uvæsenet og disse Onders Frugt, den slette Frekvents. Alt dette fik han raadet Bod paa; vi skulle nu ogsaa høre Mere.
Noget Skole-Bibliothek havde der før R’s Tid i Virkeligheden ikke existeret, thi en Bogsamling vilde dog være et vel fornemt Navn for de 3 – tre – Bøger, som
- ↑ Det Sidste sees af en (utrykt) kgl. Skrivelse af 19de Novbr. 1728 „ang. adskillige Anstalter i Christianias Skole“, den samme, hvoraf jeg tidligere har meddelt Oplysninger om Omgangen med Musiquen Mortens-Aftenerne.
