Kone har han faaet temmelig store Midler, thi da hendes Fædrenearv faldt 1717, i hvilket Aar hun ogsaa døde, tilflød Rasch saameget Jordegods især i Bratsberg Amt, at han kunde sælge det til hendes Broder, Nils Weyer, for 6000 Rdlr.[1] Kort efter denne Kones Død gjorde han et nyt Parti, som vel maatte kaldes det mest glimrende, en Person af hans Stand da kunde gjøre: han ægtede nemlig Biskop Deichmanns Datter Anne, hvorvel han som Pompejus, da denne ægtede Cæsars Datter, var noget ældre end sin Svigerfader. Hellerikke her manglede vel en god Medgift, men at det ogsaa vilde sige noget Mere at være Svigersøn af denne i hine Dage saa vældige Magnat, skulle vi strax se.
Rasch erholdt nemlig, da Bloch 1717 befordredes til Præst i Odense, tillige Lectoratet, der aldrig tilforn havde været forenet med Rectoratet, dog udnævntes han ei formelig til dette Embede, for under 25de Juni 1723, da han tillige erholdt „Rang med virkelige Cancelliraader“, Noget, som udtrykkelig berettes at være Deichmanns Verk. Dette var dog det Mindste. Thi da R. 1720 paa Aarsdagen efter den ny Skoles Indvielse til Minde herom havde holdt en latinsk Tale og udgivet den i Trykken, blev denne Aaret efter i den bekjendte A. Høyers nylig paabegyndte kritiske Tidsskrift „Nova literaria„ meget skarpt og bidende recenseret.[2] Den lærde Hans
- ↑ Af en Obligation af samme Aar, udstedt af Weyer, hvilken jeg har overkommet.
- ↑ Recensionen staar at læse netop i det sidste Nr. (13) af dette Tidsskrift, der nu er saa sjeldent, at N. M. Petersen i sine Bidrag til den danske Litt.-Hist. IV, I, p. 215–16, hvortil henvises, har udtalt det ønskelige i dets Gjenoptrykning. – Cfr. ogsaa Nyerups „Luxdorphiana“ og
