Latinske Taleøvelser have været hyppige, men paa denne Tid vare vistnok de bekjendte strænge Befalinger til Disciplene om under Straf af Mulct eller corporlig Revselse „overalt og allevegne“ at tale Latin i det Mindste factisk bortfaldne, dette gjælder visselig ogsaa den i sin Tid brugelige Skik at spille latinske Comoedier paa Skolen. Med Hensyn til Disciplenes Skoletid forresten er der ogsaa Adskilligt, der for den nærværende Slægt lyder fremmed og synderligt. Samtlige Disciple vare i de Tider Gratister i Skolerne, i ethvert Fald i nærværende og overalt, hvor disse Instituter eiede nogen Formue.[1] Derhos nøde de ogsaa paa sine Steder adskillig Understøttelse deels ved (især private) Legater, deels ved Communitetet (Skolens Bespiisningsanstalt). Denne Indretning var ved Christiania Skole saa gammel, at i Raschs Tid ingen Fundats derfor gaves, og bestyredes af dertil paa visse Terminer antagne Spisemestere, der tvende Gange daglig bespiste og vare saa høit betroede, at de endog, som det synes, have saaet Lov til at bestyre Communitetets Obligationer m. M. Uagtet meget Jordegods og tillige ogsaa mange andre Herligheder (visse Distrikters Kongetiende m. M.) vare henlagte hertil, kunde dog indtil 1735 ikkun med største Nød bespises 10 Disciple foruden Conrector og de 4 Hørere, hvilke turvis havde at øve de Førstnævnte i at disputere over Bordet. Derhos maatte Skolernes Disciple (hersteds
- ↑ Ved Opgjøret af Stervboet efter den afdøde „latinske Skolemester“ og Aftensangspræst i Strømsø P. Pilegaard (1702) findes vel mellem Boets Fordringer anført endeel Tilgodehavende af Disciple for Underviisning, men maaskee har dette været Privat-Elever.
Embedet vistnok været betydeligere. I den geistl. Rangforordning stod Lector Bispen nærmest.
