mig og sige, at det er for Bülows, ikke for Ordens Secretairens og Hofmandens Skyld; Gud skee Lov, Du kjender mig, Du veed, det er din Dyd, dine umiskjendelige Fortjenester, dit Venskab, der gjør mig lykkelig. Det veed Du, men det er dog saa angenemt at sige til sin Ven – jeg elsker Dig – jeg elsker Dig høit! Dit Forhold, din Klogskab, dine Pligters strenge Udøvelse, din Fasthed i Characteren, o det vil vedligeholde den store Agtelse, Du staar i hos den fornuftige, upartiske Deel af Publico; Tidt – og det er angenemme Øieblikke – underholder jeg mig med den retskafne, Dig saa ganske hengivne og taknemlige Kaas, som her er min bedste Ven, blot om Dig og dine store Fortjenester og den Forbindtlighed, vi alle har for Dig. Du kan gjerne venligen høre disse Domme fra sanddrue, ærlige Venners Mund – men disse, det er sandt, ere rare.
Den Forstilning, Klage eller hvad jeg skal kalde det, Du sendte mig, skal jeg næste Post igjen tilstille Dig med Anmærkninger; jeg kan Gudskeelov ikke ansee mig fornærmet derved, da jeg ikke veed nogen Tid at have faaet for Skillings Værd af nogen Bonde eller Betjent. Den sidste elsker mig ikke og den første har aldri buden mig en Fugl. Var jeg i alle Dele saa god Embedsmand, som jeg er uegennyttig, saa tør jeg sige, Kongen havde ingen bedre. Dog herom mere næste Post. Jeg skjønner paa dit Venskab at sende mig sligt, aldri skal jeg misbruge din Godhed. Hiorth er glad og har sin Lykke Dig alene at takke, thi – dog intet herom. Gid
