delig er Glæden, og Prindsen har den søde Bevidsthed at være elsket, som er den største næst den at fortjene det. Undskyld denne Hast, med Løverdags Post mere, elsk din
Moltke.
Den søde Tesse, hils tusinde Gange – i Sandhed der gives ikke to i Verden.
Christiania den 1 Decb. 1792.
Du har her et Brev igjen. Bliv kuns ikke kjed, og lad dit Venskab, som Du veed, jeg saa varmt føler for Dig, undskylde det. Med sand Taknemlighed følte Alle det Naadige, som laa derudi, at en Estafette bragte Norge den vigtige Tidende; enhver, der talte med mig herom, ytrede samme. Jeg vil ikke berøre, hvad Aviserne maaskee vil sige Dig om vores efter Byens Evne indrettede Høitideligheder – de vidne imidlertid om Folkets Kjerlighed – vor elskede Kr. Pr.s sødeste Belønning. Jeg havde Dagen, efter det glade Budskab kom, alle Civil Betjentere og de meest agtede Borgere hos mig til Bords; Alting gik af i den Harmoni, som svarer til Dagen, kun Skade, at Jess Anker, som Du veed for nogle Aar var saa gal, at man maatte længe binde ham, fik en Raptus og heel uformodentlig kom i Trætte med den ganske fredelige Raadmand Moestue, med hans egen Broder K. R., og jeg havde Umage med at faae ham bort; man bad ham aldrig,
