sand Glæde at overskue dem og forvisse sig om, at ingensteds i Verden kunne vi skjønne taknemmeligere paa Forsynets vise Bestyrelse og vor elskede Pr.s sande Fortjeneste for alt det gode, han gjør os. Gid Du aldri forlod ham, kjære Bülow, det ønsker jeg, saalænge som Du er Vidne til disse Dyder, der gjøre ham saa elsket. Jeg tvivler paa, at han kand lide mig, mit Ansigt er ham imod, det synes mig at have bemærket, hans sidste Afsked var kold; sig mig, om jeg tager Feil, derav skal jeg – tag Dig i Agt – gjøre visse Slutninger til dit Venskab.
Jeg har sendt Dig, kjæreste Ven, og jeg haaber, Du ikke tager det fortrydelig op, de Exemplarer af den topographiske Journals 1 Hefte, som H. Kr. H. Kronprinzen har været saa naadig og subscribert paa. Jeg tør haabe, at naar hvert Hefte leverer lige god og fuldstændig Beskrivelse over Verker, Egne m. v., saa vil jeg maaskee i sin Tid have den Tilfredshed at have bidraget til Oplysnings Udbredelse om Norges Bestand ved at stifte dette Selskab. Vor gode Kaas er nu reist, han har skrevet, hvor fornøiet han er med Sagens gode Udfald og Krpr.s Naade imod ham. O! han fortiener den vist, den retskafne. Og hvad Du har giort og bidraget dertil, vil aldri fortryde dit ædle Hierte.
Hils den gode elskværdige Tesse, at hun ikke forglemmer Fjeldmanden, blandt Hoffets Glæder hænder det saa let. Du er ved Hoffet, Bülow, Gid snart vi maa faa den glade, den lyksalige Tidende, at Krpr. kan overlade sig den fortryllende
