Christiania den 8 Oct. 1791.
Held og Velsignelse være stedse min elskede Vens – den dydige og retskafne Bülows Lod – Amen.
Med Dags Post sender jeg Dig Gjenpart av Consul Martineaus Brev til mig, og mit Svar til ham, saaledes som jeg til Grev Bernstorf har giort Anmeldelse. Gid mit Forhold i et saa critisk Øieblik maatte finde vor dyrebare Kronprinzes Bifald! Jeg kunde maaske have været haardere, have releveret det ridicule, Manden ved at tilstille mig en slig Note gav sig, men jeg troer Moderation skader ikke, i Særdeleshed naar man ikke veed med Bestemthed paa hvad Fod Hofferne staar – tør jeg spørge, burde vel Stiftamtmanden i Christiania være ganske uvidende herom? dog dette in parenthesi.
Hav nu den Godhed, ædle Ven! og berolig mig med et Par Ord, som sige: Du har giort Ret, faaer jeg intet, saa er det ogsaa et Svar! Du giør Dig neppe Idee om den Uvished, man i saa Fald svæver i, naar det gielder om Regieringens Dom, der bestemmer vor Skiebne; den redelige Mand lader sig nok berolige ved Bevidsthed at have handlet efter beste Overbeviisning og efter visse Principer, men hvo er ham Borgen, at disse ere ikke urigtige?
Skal vi da igien have Krig? Skal vi igien – O beste Ven! Gid de, hvis Existens er uadskillelig fra Krig, og hvis
