opnaae denne Hensigt. Hvormeget, bedste Ven! vilde det glæde os, naar jeg blev forvisset ved Dig, at Du kunde spaae mig den elskværdigste beste Prinzes Bifald, og at han vil ynde, beskierme og understytte et Selskab, som jeg tør smigre mig med vil befordre Oplysning og ved den nøiere Undersøgelse av Landets Rigdomme og Høiagtelse for sammes Konge.
Jeg længes efter din Dom, skjønt jeg ikke kand troe, man skulde kunne ufordeelagtigen fortolke denne Plan, saa vil dog vor Kronprinzes Naade for mig bestemme Selskabets Skjebne. Siger han – det er en god Idee – saa skal vi arbeide med Held! og trygt under hans Beskjermelse gavne Verden! Du veed og kand let indsee, at hvad man og med de redeligste Hensigter gjør, kand forskjelligen forklares; man opdager andre Motiver og sætter den uskyldigste Handling i det ufordeelagtigste Lys; men skulde Frygten for sligt holde os fra at handle, blev jo aldri giort noget til almindelig Beste.
Dog fortryd ikke beste Ven! at jeg saa længe opholder Dig – i særdeleshed paa en Tid, hvor maaskee allerede Folkets varmeste Ønsker for vor tilbedte Kronprinz ere opfyldte. Vee den som ikke levende føler, hvad han skylder den Prinz, som søger blot at giøre os lykkelig.
Vale et fave tuo.
Moltke.
