tælninger om den Dags Solenniteter; men i Sandhed man har giort alt hvad muligt var; intet ønskede jeg mere, end at Du havde seet den charmante Salon, vi lod bygge for at romme et Selskab av 400 Personer, som der var om Aftenen især, den bar Præget av Storhed, og maatte vinde Skiønneres Bifald; Aviserne indeholde det alt, og ifald Du ikke er altfor kied derav, saa vil Du maaskee med Bifald læse, hvorledes alle Byer i Aggershuus Stift har kapped om at udmerke sig; jeg har for min Deel intet giort andet end opmuntret vedkommende, og – hvor villige havde ikke været! Det vilde maaskee gjøre et stærkt Indtryk paa Folket, om jeg ved H. K. H. fik Befalning at bevidne Byens Indvaanere hans Velbehag over disse givne Beviser paa Kierlighed. – Du veed, hvor let store Herrer ved et Ord, ved et Smiil kand fortrylle Undersaatter. – Finder Du, beste Ven, at dette Indfald maaskee ikke er passende, saa tænk ikke mere paa den. Jeg havde stor Lyst at sende Dig Samlingen af alt passeret den Dag, men Du har ikke Tid at læse det – og Du kand være mæt, da Konferents Raad Anker[1] er meget flatteret av den ham beviiste Kongl. Naade; det var ganske uventet. Den Mand maa have forandret sig, eller skjuler sig meget; hans Selskabs Tone er meget nedstemt. Man hører dette ulykkelige
- ↑ Bernt Anker var 31te Juli 1790 bleven udnævnt til Conferentsraad. Ankers tilbageholdne Opførsel ved den Tid staar maaskee i Forbindelse med, at han dengang, som man antager, havde knyttet politiske Forbindelser med Sverige.
