hed til den elskværdigste og dyrebareste Prinz, Forpligtelse ved sine Handlinger at fortiene hans Naade, og vise sin Opofrelse til hans Tieneste og – Følelse av det Venskab og den Godhed, som Du ved din saa virksomme Erindring igien ved denne Leilighed har viist, – see alt det er en naturlig Følge av den Naade, mig denne høitidelige Dag er beviist, og Aviserne allerede have bekiendtgiort. Det er en Konst at gjøre vel paa i Verden; denne besidder vor Kr. Pr.; vi erindre endnu den Tid, hvor paa Geburtsdagene der opstod ligesom fra Jorden Sværme af Riddere og Kammerherrer og Maader – og Du veed, det er vist ikke Minerva, som sprang ud af Jupiters Hoved, – og ingen var fornøiet. Saaledes kan Æren, denne saa vigtige Mynt især hos os, i en viis Regierings Hænder blive en ny Kilde til Velgierninger, komme i Cours igien og blive, hvad den skal være.
Maaskee jeg har Uret at tale saaledes, siden jeg har nydt godt av denne Tænkemaade, og siden jeg er i Følge med en saa værdig Mand; jeg tilstaaer ogsaa uden at giøre mig Illusion, at ikke mine Fortienester, men mit Æmbedes Natur har bidraget til min Lykke – men skulde det giøre mig mindre taknemlig? Ligesom jeg ansaae det for min Pligt at bevidne Dig, Høistærede! hvad jeg i disse Øieblikke levendes føler, saa troer jeg ogsaa jeg bør tale om den sande Glæde, Folket i denne Provinz paa den bestemte Dag har viist, og den Kierlighed til vor dyrebare Kr. Pr., hvorved de har udmærket sig; Du maa billigen blive kjed af de mange Beskrivelser og For-
