Christiania den 24 July 1790.
Kand min ædle Ven ogsaa have saa megen Tid tilovers at læse disse Linier, og overbevise sig om den Glæde, jeg med alle retskafne føler over den vigtige Forandring, der i denne Tid foregaaer i vor elskede og tilbedte Prinzes Skiebne? Gid den maatte bane ham Vey til forøget Lyksalighed! Lad den belønne hans vedvarende Bestræbelser for Landet! Dog saavel Prinzen, som Du var vel allerede længe siden kiede av at høre samme Sprog, samme Ønske som Hykleren ligesaa fuldt som Patrioten fremkommer med, og jeg vil hellere beraabe mig paa den Kundskab, jeg troer Du har om min Tænkemaade – og derefter veed jeg, Du adskiller mig fra hine ... foragtelige Smigrere.
Forundre Dig ikke, at jeg igien maae udbede mig din Godhed; jeg merker, Du allerede bliver lit fortrydelig, thi saaledes gaaer det med de store; hvo som seer og taler og skriver dem til, har visse Bi-Hensigter; dog dennegang skal Du slippe vel; jeg behøver kuns et venskabelig Raad: det er nok at begiere av en Hofmand, det er sandt – men denne Hofmand er Bülow! Jeg anseer det paa den ene Side som Pligt, hvilken jeg med Glæde opfyldte, at reise til Kjøbenhavn og i Anledning av de tilsagde Høytideligheder mundtlig at bevidne Glæde og Ærefrygt. Paa den anden Side frygter jeg, at det kunde blive urigtigen fortolket; man kunde troe, jeg af
