som maaskee fortiener det ved en udmerket Høiagtelse og det uegennyttigste Venskab. General Consul Martineau forsikrer, at han selv ikke kan begribe Sammenhængen med den i Sverrig opholdte Post; vistnok bør man være mistroisk i saa Fald, men det er dog ikke urimelig heller, at han er herom uvidende. De S ....... større Høflighed mod de N ..... end som mod de D ..... er ganske vel udtænkt; de troe, det er muelig paa den Maade at svekke indbyrdes Tillid mellem D. og N. Og i Sandhed vi leve i en Tid, hvor Forsynet synes at have bestemt Stater til Optrin, som den fiineste Politik og skarpsindigste Viisdom ikke skulde forudsee; forgæves tør man derfor gjøre Regning paa den tilkommende Tid, og Spørgsmaalet bliver kuns, hvor nær vi ere en Revolution. At Norges kiekke Sønner ere opmerksomme paa Frihedens Fremvext i Europa og passer paa Øieblikke, hvor de kunde erhverve sig nye Fordele, og at de ere nu mere end nogen Tid stemte dertil, det synes mig klart. Hvad er da at giøre under slige Conjuncturer; efter mine Tanker kuns det ene, skaane Fordommene, hantheve Rettighederne, om de endog kunde nære Tvil om sammes almindelige Nytte underkastet give faae Love, hantheve med Styrke de engang givne – og derved saa meget muelig forøge for Lovgivningen den nu saa meget svekkede Ærbødighed; dog jeg merker for seent, at jeg fremsætter Sandheder, der ere bekjendte nok, men som maaskee dog aldri vare mere anvendelige. Tillad jeg giør Dig et Spørgsmaal; Forfængeligheden har ingen Deel deri, og Du
