fordi Du er Marskalk og Gud veed, hvad meere – ney dertil er baade Du og jeg for stolte, Du at ville have en Smigrer til Ven, og jeg at ville nedlade mig til den, som jeg ikke agtede; og hvor mange Yndlinger ere agtelsesværdige! Ikke mere herom; kuns det: at ingen veed – ingen uden Undtagelse – at jeg skriver Dig til. Svar mig, naar Du har Tid, og har Du ingen, saa kand det være det samme, thi jeg kiender Dig. Af alt dette seer Du, hvad Tillad jeg sætter til Dig og din Tænkemaade, og Du forundrer Dig ikke over følgende Udladelser, som ere grundede i en patriotisk – maaskee det er muligt – utidig Iver. Den Naade, som man har udviist mod de til Kiøbenhavn nedreiste klagende Bønder, ved at bevilge strax alt, hvad de forlangde, give dem Reisepenge, Audients m. V. var vist ikke forsigtig[1]. Man antager det her, ikke for det, det er, nemlig Naade, men man kalder det Svaghed! Er det Maaden at søge sin Ret paa, at komme i Flokkeviis? og kunde ikke to, der blev afsendt, have udretted det samme? Du kand ikke troe, hvad Virkning det har havt. Stolende paa Kr. Pr. naadige Adfærd ere de istand til at begaae de største Udsvævelser – den Norske Almue er som hver anden – den taaler ikke, at den mindste Udsvævelse eller Uorden gaar ustraffet hen; og er det ikke bleven meldt, hvad Optog de har gjort? Staaer nu ikke Retfærdigheden i fuld-
- ↑ Her sigtes til Christian Lofthuus og de ved ham foranledigede Uroligheder.
