Veile den 10 Mai 1786.
Jeg seer af Aviserne, at den gamle Byfoged Møinichen i Throndhjem er død, over 40 Aar var han i dette usle Embede, en dygtig Mand, efterlader stor Familie i usle Omstændigheder. Hans ældste Søn har nogle Aar været ham adjungeret, er en smuk, ung Mand og Familiens eneste Støtte. Billighed og Menneskelighed taler for, at han maatte succedere Faderen, og min Ven gjorde efter min Overbeviisning en god Gjerning, om De herom talede med Menneskene. Jeg tvivler ikke paa, Toldprocureur Evensen jo søger Tienesten, men ligesaa godt kan Satan selv bestalles til Embedet, som han. Det Onde bør min Ven forhindre, at det ei skal skee, og kan man da ikke gjøre det reelle Gode, saa er dog altid vundet derved, at det Værste, som kunde skee, bliver forhindret. Jeg formoder at være eller blive i Cancelliet af den geistlige Stiftsret i Throndhjem anklaget, fordi jeg ikke vil lade mig snyde for circa 500 Rdlr. og ikke kan troe, at en for 40 Aar siden forordnet Biskop kunde forandre den norske Lov. Skulde Nogen tale til min Ven derom, eller skulde Hr. Hagerup eller Parelius directe til Hoffet nedsende noget desangaaende, da beder jeg min Ven svare de Spørgsmaal og ellers fortælle, jeg forlanger kun Ret i dette Stykke og ingen Naade, og al den Naade, jeg ønsker, er, at Sagen maa henvises til Lands Lov og Ret.
