Hans Søn er ham adjungeret og er en brav Karl, og skulde den Gamle dø, var det en sand Velgjerning, som den Gamle i sin lange Embedstid vel har gjort sig fortjent til, om denne Søn blev hans Successor, da havde og den efterladte Familie et Tilstød og Hjælp, som ellers vel kommer i den ynkværdigste Forfatning.
Prokuratorer paa et Sted er vel ikke i og for sig saa mærkelige Folk, at der om dem skulde være meget at tale, dog da de altid for de Ulykker, de kunne afstedkomme eller afværge, blive af Vigtighed, saa maa jeg og nogle Øieblikke tale om disse Herrer. Men her har jeg intet uden hvad som ondt er at sige, og det er ei meget lysteligt. Først vil jeg nævne en gammel Pandur ved Navn Aarhem, et virkeligt godt, ærligt Kreatur, men af saare ringe Forstand, og da han er stor Liebhaber af at jage denne stakkels Forstand ud at svømme og det paa fastende Hjerte, saa er den almindelig deraf saa udmattet og afjusket, at den kappes med hans Krop om at tage Overhalinger. I rene Gjældssager og ellers, hvor han kan bringe Documenter med i Retten, bruges han, da han er tro nok, og ingen anden kan haves. Dernæst kommer Toldprokureur Evensen. Denne Mand har et jævnt Hoved, dog ikke den skarpe Dømmekraft, men har ved Flid og Læsning af danske og tydske Skrifter forhvervet sig adskillig smuk Kundskab, har udgivet adskillige velskrevne Piecer i det Juridiske og er den eneste Mand i Throndhjem, der som Procurator kan føre en Sag, hvorfor han og, da
