Veile den 10 Januar 1786.
Endnu noget viaticum (som vi Prester sige) maa jeg give min Ven til den norske Reise, og da skal det for denne Gang bestaae i nogen Efterretning om Menneskene i Throndhjem og deromkring, da det dog er artigt at kjende Menneskene, som de ere, og skjønt det har sin Vanskelighed at gjøre det rette Udvalg, saa tør jeg troe, at min Ven, ved at sammenligne denne Copie med Originalerne og hvad De om disse paa Stedet kan erfare, skal finde, at jeg har skildret Naturen. Vi vil begynde med Geistligheden. Biskop Bang er en gammel Mand henimod 75 Aar, Lærdom maa man ikke søge hos ham, men han har for sin Tid været en god Prædikant og har endnu gode udvortes Gaver. Han er munter, naar han er frisk, men man maa ei tage ham ilde op, at hvad han siger stundom bærer Præg af Alderdommens Svaghed. Hans Godgjørenhed mod Fattige er et saare glimrende Træk i hans Characteer, og han har paa egen Bekostning holdt mange fattige Børn i Skolen, ogsaa i min Tid, og understøttet dem endogsaa ved Universitetet; han har havt 3 Koner, som ere døde, og med dem har han saaet Midler, saa han er en formuende Mand. De Fattige vilde have Aarsag til af Hjertet at begræde hans Død, naar han engang reiser til den anden Verden, for saavidt og i ingen anden Hensigt vil han savnes i Staten.
