godt, efter Europas nærværende Forfatning, at et Land har mange Folk, thi det har da og mange Soldater og Resourcer i sig selv, naar det gjelder, men disse Folk skulle og have Føde, og det er Ulykken, at ikke altid Næringsveiene og Midler til Føde tage til i samme Forhold som Menneskene. Saa er Tilfældet i Norge. Med Jorddyrkning, Bjergbrug, Fiskerie og Skovdrift er Bonden arbeidsom nok og har besværligt, haardt Arbeide. Det er nu en sand Glæde at see deres Agre, saa rene, saa veldyrkede, som Hovedgaardsmarkerne af gode Landsmænd i Danmark. Men foruden dette er al anden Industri, som dog for at føde den tilvoxende Folkemængde er saa nødvendig, i sin Barndom, den er intet, og Industri af al Slags maa der dog skaffes, om Landet skal kunne uden Byrde føde den tiltagende Menneskehob. I enhver Bygd burde et Arbeidshuus oprettes, hvor Almuen deels kunde undervises i Spinding, Vævning og i Almindelighed i Ulds og Hørs Behandling, saadant et Anlæg er der begyndt i Østerdalen, jeg saa det paa min Reise derigjennem, det er ved Sammenskud af Bygdens Folk tilveiebragt og er, som mig blev berettet, en ædel Frugt af den derværende Capellan Hr. Wulfsbergs og Landmanden Ole Olsen Evenstads patriotiske Bestræbelser. Stor-Elvedalen heder egentlig Stedet, hvor Bygningen staaer. Saavel Presten W. som Lensmand E. har uindskrænket Retskaffenhedsroes af alle, jeg talte med og siden har spurgt om dem. Paa dette Sted var Throndhjems nuværende Stiftamtskriver Christensen Foged, en
