Aar kan regnes for Uaar. Agerbrugets Fremgang er ogsaa i Norge sikker Vei til at vinde større og større Overballance i Handelen, der er saa meget mere vigtig, som Norge maa erstatte, hvad Danmark taber, og Danmark uden Norges Overballance ikke kan bestaae. Dette klinger noget sært, og dog er det Sandhed. Agerdyrkningen er da vigtig for Norge, men Skovene er Landets væsentligste Styrke og Næringsmiddel.
Det er en unegtelig Sandhed, at Folkemængden i Norge i den senere Tid vældig har tiltaget, og dette har deels det formerede Agerbrug, deels lykkelige Fiskerier forvoldet, hvad Landet angaaer. Men denne forstørrede Folkemængde fordrer større Brug af Træ til Boliger og Brændsel, følgelig større Consumtion af Skov. Men dette er endnu ikke nok. I gode Aaringer, naar Jorddyrkningen lønner Arbeiderens Flid med rig eller dog taalelig Høst, da have disse forflerede Mennesker dog nødtørftig Underholdning, men Aaret slaaer Feil, og hvorfra tager de nu Næring? Skovene, de kjære Skove, gaaer det nu løs paa, det maa være Huusmand og Gaardmand, Hosbond og Tjenere; hvo som ikke selv eier Skov, stjæler den; thi at stjæle Skov er ikke Synd efter Bondens Catechismus, og Mennesket synes dog i Almindelighed det er bedre at dele med sin Næste end at sulte ihjel. Men Enden bliver, at Skovene, som nu maa søde alle, nedhugges forfode. Det er nu bleven Mode hos alle vore Politikere at raabe paa Folkemængden og dens Formerelse, og vist er det
