da Jess Anker mærkede, at Skaalen ved den Ende af Bordet gik liigesuldt rundt, og at den anden Skaal var Dumouriez’s, hvortil nogle begyndte at synge hver ærlig Broder ønske at Dumouriez maae leeve – stoed han op paa en Stoel og raabte: naar Mitchel er dumdristig nok til at proponere i dette Selskab Dumouriez’s Skaal, bør vi som Nordmænd igien drikke til ham Waschintons Skaal – denne drak han derpaa kastede sit Glass i Gulvet tilligemed de omkring siddende samt deres Bouteiller. J. Anker er overmaade hidsig og brutal, enhver frygter ham, saa Sælskabet i een Hast blev eenig om at staae op og skilles ad. Aldt dette passerede ved den anden Ende af Bordet, saa Jeg ikke ville blande mig deri. Ved min Ende begyndte derimod Justitsraad Hagerup med Dumouriez’s Skaal, i Førstningen loed Jeg, som Jeg ikke hørte det, men da Hagerup et Par Gange igientog Skaalen og spurgte, om Jeg ikke ville drikke den, svarede Jeg i en spøgende Tone, For Deres Skyld drikker Jeg den Skaal, De proponerer uden Hensyn til Skaalen, men tillad mig at siige Dem, vi sætte os blot for at blive latterlige ved at drikke een Mands Skaal, hvis Hoved maaskee i dette Øyeblik ligger under Guillotinen. Oh! svarede han, er Dumouriez død, opstaaer En anden i hans Stæd, og saa drikker vi dennes Skaal. Giærne kunde Jeg her have talt i samme Tone som Jess Anker, thi mit Blod kaager ogsaa letteligen, men Jeg betænkte, at Jeg var Embedsmand, følgelig burde ikke compromitere mig, eller sætte mig blot for at blive insulteret. Jeg taug da og dreev det
