være Borgen og sammes Haandhevelse. Jeg tør haabe, at det Helveds gyselige Frankrig vil skrække de modigste af Demokraterne. Skriv din bedste Ven snart til.
M.
Christiania den 16 Febr. 1793.
Skulde jeg ikke, ædle Mand, føle med Dig i disse Øieblikke, hvor Du som Fader begræder det eneste og høit elskede Barns Død, da maatte jeg letsindigen have glemt det haarde Stød, der nedknuuste mit Hjerte ved den elskede eneste Datters Død; da skulde mit Hjerte ikke være stemt til Følsomhed, og jeg kjendte ikke Naturens billige Fordringer. Hver Trøst er kold, kjedsommelig for den neddøiede; Philosophiens Kraft forsvinder, og Religionen selv kan ikke strax seire over den lidende Natur! Jeg vil derfor kuns sige Dig min Ven, at jeg lider med Dig, deeltager (i) din Smerte, og gjør de varmeste Ønsker for Dig.
Mit sidste Brev vil allerede have viist Dig min Attraa at vorde nøie underrettet om det passerede i Kjøbenhavn; saa meget vi nu end allerede vidste, at vor elskede Kr. Pr. har viist sig kjæk, modig, stærk ved sin Dyd og de ypperligste Egenskaber. O vee den Mand, der ikke elsker ham! Vee den, som ikke skjønner paa Lyksaligheden, vi nyde, og som i vild, sværmerisk, rasende Anstød af denne Frihedssyge torde enda
