— Adjunkt Svenningen klager til mig
over dig, Svend. Han har fundet dette vers i
din bok, — rektor trak papiret frem av sin
lomme. — Istedenfor at straffe dig for at du
befatter dig med denslags uvedkommende ting
i timen, finder han behag i dit vers, læser det
op for dine kamerater, og vil selv opbevare
det. Herfor burde du — baade som hr.
Svenningsens elev og som digter — være hr.
Svenningsen meget taknemmelig. Du er imidlertid alt
andet; du er uforskammet mot hr. Svenningsen.
Du har faat dine velfortjente pryl for det, min
ven. Og her har du dine vers tilbake — hr.
Svenningsen finder dem allikevel ikke værd at
opbevares. Værsaagod!
Rektor rakte papiret frem, og Svend Bidevind tok det, blodrød i ansigtet. Rektor stod en stund taus vuggende sig, mens han ufravendt saa paa Svend Bidevind. Saa man nøie efter, var der et fint tegn til et bitte litet smil om rektors tynde læber. Endelig vendte han sig mot Anton Bech:
— Nu Anton, har du intet at si?
Anton Bech saa spørrende op.
— Jeg hører jo du optræder som selvbestaltet høiesteretsdommer i klassen. Men du er kanske naadigst tilfreds med mine bemerkninger til Svend? Jaja, da er jeg altsaa heldigere
