pande, — Svend Bidevind følte nu allikevel en viss tryghet for ham; at han spurte paa denne maate just nu var som en anelse om at der dog var at haabe paa en høiere art av retfærdighet end adjunkt Svenningsens ildrøde ørefiker!
Og den korte fremstilling gik særdeles godt. Rektor sa ikke sit vanlige «Vims!» mere end etpar ganger, og Svend Bidevind fik en av rektors bitte smaa, fine enere i karakterboken.
Timen gik langsomt og stilfærdig videre med dæmpet mumlen om den amerikanske borgerkrig, og av og til rektors korte:
— Vims! eller: — Er du slik du?
Endelig ringte det, og leksen blev git til næste gang.
— Du Svend og du Anton Bech blir tilbake her. Gaa ut dere andre.
Nu kom det altsaa! Svend Bidevinds mave krympet sig sammen under brystet. Der blev tomt i klassen. Rektor stod paa katederet, uforandret vuggende sig.
— Kom frem her, dere to.
Anton Bech og Svend Bidevind stillet sig op foran katederet. Anton saa trodsig mørkt i katedervæggen; Svend Bidevinds blik laa angstfuldt avventende paa rektors alvorlige ansigt.
