tennis, saa er der hos mig, ved indgangen til mit syttiende aar, en altopslukende længsel efter ro og ensomhet og — om ikke til fuldkommen harmoni, saa ialfald til en ikke altfor skrikende mislyd mellem mit liv og mine meninger eller min samvittighet.
„Hvis jeg reiste aapenlyst, vilde der bli overtalelser og bønner, kritik og kiv, og jeg vilde kanske bli vék og ikke fuldføre min beslutning, — og dog maa den fuldføres. Tilgi mig derfor, hvis jeg volder dig smerte, og fremfor alt, — gi mig i din sjæl, Sonja, frit lov til at reise og græm dig ikke og fordøm mig heller ikke, du!
„At jeg er reist bort fra dig, betyr ingenlunde at jeg ikke er tilfreds med dig. Jeg vet, at du kunde ikke — bokstavelig talt kunde ikke —, og kan ikke, se og føle som jeg; og derfor kunde og kan du ikke forandre dit liv og ofre dig for noget, som du ikke anerkjender. Derfor dadler jeg dig ikke, tvertom jeg mindes med kjærlighet og taknemlighet de lange 35 aar av vort liv, særlig den første halvdel av dette tidsrum, da du, med al din naturs moderlige ømhet, bar saa kraftig og standhaftig det arbeide, du ansaa for at være din pligt. Du gav mig og verden, hvad du kunde gi. Du har git en stor moderlig kjærlighet og hengivenhet, og ingen kan andet end prise dig for dette. Men i den sidste del av vort liv, i de sidste 15 aar, er vi drevet bort fra hverandre. Jeg kan ikke tro, at jeg er at dadle for dette, for jeg vet, at jeg har forandret mig — ikke for at tækkes mig selv eller andre, men fordi jeg ikke kunde andet. Hellerikke kan jeg dadle dig, fordi du ikke fulgte mig, men jeg takker dig og tænker kjærlig paa dig og skal vedbli at mindes dig for alt hvad du gav mig.
Farvel, kjære Sonja.
Din dig elskende
Leo Toistoi.
*
Dette merkelige brev kaster et delvis nyt lys over det alllersidste avsnit av Tolstois liv, med dets tragiske avslutning. For hele tretten aar siden, i 1897, da han nærmet sig
