„Jeg, en ubetydelig, uanset, svak og værdløs mand, skriver dette for at raade den russiske keiser, hvorledes han skal handle i de mest indviklede og vanskelige forhold, som nogensinde har forekommet,“ — saaledes begynder brevet.
„Jeg vil skrive, ikke i den sedvanlige tone i breve, som skrives til en keiser . . . . . ., men simpelthen som et menneske til et andet menneske.“
„Deres far, tsar av Rusland, en velvillig mand, som har gjort meget godt og altid mente det vel overfor sit folk, er paa en umenneskelig maate blit lemlæstet og slagtet, ikke av personlige fiender av ham selv, men av den bestaaende statsordens fiender, som dræpte ham for at fremme, hvad de ansaa for menneskehetens vel.“
Tolstoi fortsætter med at si, at disse samme mennesker ogsaa maa ønske at dræpe ham, den nuværende tsar. De er ogsaa hans fiender. Og han rykker ut med det store skriftsted:
„I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hate din fiende. Men jeg sier eder: Elsker eders fiender, velsigner dem, som eder forbander, gjører godt mot dem, som eder hater . . . . . ., forat I skal vorde eders faders barn, han som er i himlene.“ — — —
„Monark!“ — fortsætter Tolstoi senere i brevet, „hvis De gjorde dette, — kaldte disse folk, Deres fars mordere, for Dem, gav dem penger og lot dem faa reise f. eks. til Amerika, og skrev et manifest, som begyndte med de ord: „Men jeg sier: Elsker eders fiender,“ — ja, jeg vet ikke hvad de andre vilde gjøre; men jeg, stakkars undersaat, vilde være Deres hund og Deres slave. Jeg vilde graate av sindsbevægelse, hvergang jeg hørte Deres navn nævne, som jeg graater nu“ . . . .
„Man kan ikke bekjæmpe de revolutionære mennesker ved at dræpe og tilintetgjøre dem. Det er ikke deres antal, som er farlig, men deres ideal. Deres ideal er: tilstrækkelig livsophold for alle, og frihet og likhet. Forat man kan bekjæmpe dem, maa dette ideal møtes med et andet ideal, som er høiere end deres, og som indbefatter det i sig.“ . . .
„Der er én av tre veier at gaa: Den første er den, sim-
