er et tog mot evige maal, under høvdinger som det er den høieste lykke at følge. „Ikke paa Ilions eller Latiums sletter øves der nu adelig daad“ (som hos Homér og Vergil). Ingen av de gamle episke bedrifter er længer mulige.“ Men tiden er kommen for en ny form av stordaad: med fuld bevissthet at slutte os sammen om at utføre gudlignende arbeide paa jorden, gjøre hvad der vilde være dagverk for en gud. „Ædelt, frugtbart arbeide, menneskets eneste mirakel: at skape orden av kaos. Adelig er hver soldat i det frugtbare arbeides armé. Han alene er hellig og av virkelig adel.“
Hvad der skaper ny orden og disciplin, er ikke slavisk frygt, men alene ærefrygt for den lysning av det overmenneskelige som vi kalder geni, evnen til at føre an i det nyskapende arbeide. La smaa aander forherlige respektløshet. For Goethe og Carlyle, som fulgte de gamle grækere, var det klart at uten en fælles ærefrygt for den usynlige guddom som aabenbarer sig i enhver dugelig daad og klarest i et verk av geni, er varig fremgang umulig.
Thomas Carlyle sier i „Sartor Resartus“: „Opfyld den pligt som ligger nærmest (Do the Duty which lies nearest thee), den som du vet er din pligt.“ Og Bjørnstjerne Bjørnson sang (paa en tid da han endnu ikke hadde nogen anelse om Carlyle): „Hvad du evner, kast av i det nærmeste krav!“ For Carlyle var der en usigelig hjælp i dette krav: „Vær ikke længer kaos, men en liten verden (hvor noget skapes). Producer! Producer! Var det ikke mere end den allerubetydeligste brøkdel av et produkt, frembring det, i Guds navn! Hvis det er det høieste som er i dig, ut med det! Hvad det end er som din haand finder at gjøre, gjør det med al din magt!“
Det epokegjørende ved samfundsreformatorer som Thomas Carlyle, John Ruskin og Leo Tolstoi er dette, at de hver paa sit vis har forkyndt og efterlevet det gode arbeides religion. For hver av disse geniale mennesker, som for Henrik Wergeland og Bjørnstjerne Bjørnson hos os, stod det som om menneskelivets maal er at gjøre godt ar-
