ikke elsker røde Børn». «Røde Børn» var i den Tid et Kjælenavn paa Adelsfolks, Storfolks Børn. Det var ikke saadanne Folks Børn Afguden «elskede». Nei, den «elskede» almindelige Folks Børn. Det var saadanne den vilde have til offer. Dette var ifølge Aabenbarelse af Fædreneaanden til Soldaten. Denne Aand bød, at der hver Nytaarsfest skulde ofres et Barn til Afguden. Dette var en Betingelse, for at den kunde beholde sin Beskytterevne. Saa fik Soldaten av Aanden det paalæg, at han skulde bade i syv Bække eller Kilder, «i syv Daler». Da dette var gjort, aabenbarede Aanden sig atter for ham og bad, at han skulde skjære af den venstre Haands Lillefinger ved det nederste Led. Blodet skulde dryppe ned paa et Blad. Den følgende Dag, «en Dag med en god Skjæbne», aabenbarede Aanden sig atter for ham. Den forordnede da, at han skulde tage Blodet, som var dryppet paa Bladet, og smørre det paa Afguden. «Nu» – sagde Aanden – «er Guden ‘helliget’ til dig. Saaledes skal du gjøre hvert Aar.»
Afguden opbevaredes i syv smaa Kurver, den ene uden paa den anden. Disse maatte være flettede af en Art Siv, hvis Navn betyder Glæde for at glæde Afguden. For at ære Afguden maatte den svøbes i fint Silketøi. Den opbevaredes i sine Kurver i «Fædrenes Hjørne».
Soldaten fik ikke beholde sin Gud mere end et Aars Tid. Han ofrede en Gang til den. Offeret var et av hans egne Børn, Broder til den ovenfor nævnte Mand, som senere blev Kristen.
Landets daværende Førsteminister foranstaltede en
