Styrkeprøve mellem forskjellige Krigsguder. Soldatens Krigsgud vandt Prisen. Han overlod da sin Gud til denne mod en Gave af 100 Dollars, en meget stor Pengesum i den Tid. Senere arvede den ældste Søn af denne Førsteminister, Faderens Afgud. Hvert Aar maatte der ofres et Barn til den. Natten for Offerhandlingen maatte Afgudens Eier bade i syv Bække eller Kilder efter den Aabenbaring, den Mand havde faaet, som lavede Afguden.
Oprindelig fulgtes den Skik, at de Børn, blandt hvilke Offeret skulde udvælges, opstilledes i to Rækker. Afguden blev Salvet, saaledes som det altid var Skik ved Afgudsdyrkelsen. Saa blev den svunget over en Ild, hvorpaa der var lagt Harpiks, «for at det skulde dufte godt for den». «Der, hvor Røgen gik, maatte Offeret søges.» Den, som Offerrøgen første naaede hen til, maatte ofres. Jeg fik god Besked om den allerførste Offerhandling. Der blev da ofret et Barn, der var Broder til en Mand, som senere blev Kristen og Medlem af min Menighed.
Senere brugte man at hænge op en matte i Huset før Offerhandlingen. Saavidt jeg kunde forstaa, kjendte man til Bugale. En Røst, der lød som om den kom fra Rummet bag Matten, udraabte Offerets Navn. De stakkars Hedninger troede, at det var Afguden, som talte. Dens Ord «maatte adlydes». Det var nok ikke altid, man brugte Bugtaler. En Mand blev simpelthen skjult bag Matten og fremmumlede Offerets Navn.
Her ser vi noget af den «Løgnens Magt» og «Uretfærdighedens Forførelse», som særmerker Hedningesindet og Hedningelivet. 2 Thes. 2, 9–10.
