Dag gik de afsted, og saa sagde Jætten til Gutten:
„Lad os nu rende med Hovedet mod en Furustamme, saa skal vi faa se, hvem af os der er stærkest i Skallen!“
„Kan saa det!" sagde Gutten, og saa løb de til begge to mod hver sin Furustamme. Gutten rendte Hovedet lige til Ørene indi Furustammen; han havde været saa listig, at ban Dagen forud bavde gjort Hul i Stammen og dækket det til igjen med Bark. Da Jætten stangede mod Furustammen, flaknede bare Barken fra.
„Aa, stang en Gang til!“ sagde Jætten og satte sig ned — han var lidt ør i Skallen — „stang mod en Furustamme til!“ Gutten saa gjorde og rendte igjen Hovedet lige til Ørene ind i en Furu, som han ogsaa havde gjort Hul i.
„Hei, hei gul!“ sagde Jætten og reiste sig, „galle bat læge rængas apalaš!" — Jo, nu kan du tro, jeg har faaet Dreng, som er stærk sa’n! — „Lad os nu gaa videre!“ De havde ikke gaaet langt, saa siger Jætten: „Nu skal vi høre, hvem af os der kan raabe høiest!“ dermed opløftede Jætten et sligt Skrig, at der gik Stenskred rundt omkring i Fjeldene. Gutten gik hen i et Vidiesnar og saa sig ud en Baandstage.
„Hvad vil du med den?“ spurgte Jætten.
„Jo,“ sagde Gutten, idet han kvistede af Baandstagen, „for Sikkerbeds Skyld saa vil jeg nok først bænde denne om Hovedet dit, førend jeg skriger til, jeg er bange for, det ellers kunde revne!“
„Aa, kjære Drengen min,“ sagde Jætten, „skrig ikke, mit Hoved er noget svageligt! Kom, lad os gaa videre!“ Saa gik de. De havde ikke gaaet langt, saa siger Jætten:
„Nu skal vi se, hvem af os der er flinkest til at kaste! Se, her har jeg en femvogs Hammer!“
