„Ja, lad os kun prøve et Kast!“ sagde Gutten. Saa tog Jætten Femvogshammeren og kastede den saa høit op i Luften, at Hammeren ikke saa større ud end en Myg. Saa skulde Gutten kaste, men, da han tog i Hammerskaftet, var det netop saavidt, at han orkede at reise Skaftet op. Gutten holdt i Skaftet og saa op imod Himmelen.
„Hvad glor du efter?“ spurgte Jætten, „hvorfor kaster du ikke?“
„Aa, jeg ser efter, i hvilken Skydot jeg skal kaste Hammeren!“ sagde Gutten. „Skal jeg kaste den op i en Skydot, som staar stille, eller i en, som driver for Vinden?“
„Aa nei, kjære Drengen min,“ bad Jætten, „kast ikke bort Hammeren min, jeg har arvet Hammeren efter Bedstefar min! Kom, lad os gaa hjem igjen!“ Dertil var Gutten villig, og saa gik de hjem igjen. Da det led ud paa Kvelden, førte Jætten Gutten hen i et afsides Hus og sagde, at han skulde have sit Natteleie der. „Naar er din Søvn tungest?“ spurgte Jætten. „Ved Midnatstid!“ svarede Gutten og gik hen og lagde sig. Men, da Jætten vel var gaaet, stod Gutten op igjen, gik ud og hentede ind store, ukløvede Vedskier og lagde dem ind under Fælden. Selv gik han udenfor og borede Hul i Væggen og lagde sig paa Lur. Ved Midnatstid kom Jætten med Storhammeren sin og begyndte at hamre løs paa Fælden, saa det knagede og bragede i Vedskierne — han tænkte, det var Benene, han knuste paa Gutten — og saa gik han ind i Storstuen og lagde sig. Da Jætten vel var gaaet, kom Gutten ind igjen, slængte Vedskierne ud, krøb ind under Fælden og sov i Fred til om Morgenen.
„Drømte du ingenting i Nat?“ spurgte Jætten Morgenen efter.
