„Er du en Mand, du, som har taget mine Klæder, saa lover jeg at skaffe dig den til Kjæreste, som du aller helst vil have!“
„Er du en Pige, du, som har skjult mine Klæder, saa lover jeg at skaffe dig den til Brudgom, som du aller heist vil have!“
Saa raabte Gutten:
„Du faar ikke Klæderne dine, førend du selv lover at blive min Hustru!“
Pigen græd og jamrede sig og svarede Gutten, at det ikke gik an:
„Jeg kan ikke leve her, hvor jeg ikke er født til Verden, og du kan ikke leve der, hvorfra jeg er kommen!“
Men Gutten mente, at det nok kunde gaa an, og saa talte han saa længe med hende og bad hende saa vakkert, at hun tilsidst maatte give efter og love at blive hans Hustru, men det var baade med Sorg og Graad, at hun gav sit Samtykke. Da de vare blevne enige, reiste Gutten tilbage til sine Forældre med Pigen og lod hende døbe og give et kristent Navn. Saa giftede de sig for Præsten og levede nogle Aar sammen og fik en Søn. Da Gutten var bleven saa gammel, at han kunde gaa, fulgte han en Dag med sin Fader hen i et Udhus. I Udhuset stod der en Kiste, hvori der laa Noget, som Faderen havde Brug for. Men først tog han op nogle Klæder, som laa ovenpaa, og lagde dem tilside. Gutten, som stod der og saa paa, syntes, at det var rare og vakre Klæder, og spurgte Faderen, hvem der eiede dem. Faderen gav ikke Gutten noget Svar herpaa, men lagde Klæderne paa sin Plads igjen. Dagen efter drog Manden ud i Marken. Medens Moderen og Gutten vare alene hjemme, fortalte Gutten, at han havde seet Noget, som var saa vakkert, og som saa ud som Klædes-
