„Hvad strides I om?“ spurgte Gutten.
„Om et Par Sko, som ere slige, at, naar man har dem paa sig og ønsker sig et Sted hen, saa er man der med det Samme.“
„Lad mig ogsaa faa prøve dem,“ sagde Gutten, „saa skal jeg afgjøre, hvem der skal beholde dem!“ Da han fik Skoene, tog han dem paa sig og raabte: „Gid jeg var paa Banka-Slottet!“ Strax var han der og fandt Solens Søster næsten døende af Sorg. Men saa tog han en Knappenaal og stak hende inde i Haandfladen, saa at en Blodsdraabe kom frem. Den sugede han op, og strax kom Solens Søster tillive igjen og fortalte ham, hvorledes det var gaaet hende og hendes Fader fra den Tid af, at hun skiltes fra ham.
„Men værst af Alt,“ sagde hun, „er, at min Fader har lidt store Tab i Krig, fordi du blev borte med hans Sværd.“
„Hvor ligge de Døde?“ spurgte Gutten, „jeg maa hen og se dem!“ De viste ham Veien, og Gutten gik hen paa Slagmarken, hvor de Faldne laa, og med Stokken bragte han dem tillive igjen allesammen. Saa blev der Fryd og Glæde paa Banka-Slottet, og saa holdt de Bryllup og levede lykkeligt alle sine Dage.
Der var engang en Mand, som havde tre Sønner. Den yngste kaldte de Gudnaviruš eller Askeladden, fordi han holdt mest af at ligge i Peisen og grave i
- ↑ Om Slægten Bæive eller Päiviä se „En Sommer i Finmarken Russ. Lapland og Nordkarelen“, P. 66.
