I det Samme greb Havfruen ham. Væk var han, og Ridder Rød kom og fandt Sværdet og bragte det til Kongen. Alt gik godt og vel, og Kongen kom endelig tilbage til sit Rige. Da hans Datter saa, at Gutten ikke var med i Følget, blev hun ilde tilmode. Ridder Rød skulde nu faa hende, skjønt Kongsdatteren forsikrede og paastod, at han aldrig havde været paa hendes Værelse, og at det ikke var ham, som havde hentet Sværdet. Det hjalp ikke; hun maatte rette sig efter sin Faders Villie, og Brylluppet skulde holdes. Første Bryllupsdag, om Aftenen, tog Kongsdatteren en Violin og gik ned til Strandbredden og begyndte at spille:
„Hør, hør,“ sagde Havfruen, nede paa Havsens Bund, til Gutten, „din gamle Kjæreste spiller!“
„Jeg kan ingen Ting høre,“ sagde Gutten, „der er Vand i ørene mine! Løft mig høiere op, saa at jeg ogsaa kan faa høre!“ Havfruen tog ham paa sine Skuldre og løftede ham midtveis op i Søen.
„Hører du nu?“
„Nei,“ sagde Gutten, „der er Vand i Ørene mine; jeg kan Intet høre, løft mig høiere op!“ Havfruen løftede ham op i Vandskorpen.
„Hører du nu?“
„Nei,“ sagde Gutten, „der er endnu and i Ørene mine! Løft mig høiere op!“ Havfruen løftede ham lige op paa det tørre Land.
„Hører du nu?“
„Endnu ikke,“ sagde Gutten, „vent lidt, til Vandet rinder af Ørene mine!“ I det Samme ønskede han sig at blive en Humle og fløi ind i Kongsdatterens Kjolelomme. Væk var han for Havfruen, men Kongsdatteren følte, at der var Noget i hendes Lomme, og gik hjemover igjen. Paa Veien blev Gutten til Gut igjen,
