det var. Men, medens han stod der og saa paa Vragstykket, som drev nærraere og nærmere ind imod Stranden, blev han pludselig ganske fælen, og der kom en slig besynderlig Angest over ham, at han løb sin Vei opover fra Stranden, saa fort han kunde. I det Samme, han løb afsted, plystrede det, saaledes som Stallo pleier at plystre. Andras indsaa nu, at det maatte være Vadsøfogden, som havde gjort sig til Stallo og var efter ham. Det randt ham nu ogsaa i Hu, at Fogden havde truet ham med de Ord: „Du skal nok faa bruge Senene dine endnu en Gang, Andras Bæive!“ Andras, som nu heller ikke var uvidende i Trolddomskunsten, ønskede sig da en Vildrenoxes Fødder. Dem fik han, og med dem løb han et godt Stykke, førend han standsede for at lytte efter Stallo. Men, idet han standsede, hørte han Stallo plystre et godt Stykke foran sig, og netop i den Setning, hvorhen han løb. Saa ønskede Andras sig Fødderne af en Vildrenkalv; thi, naar en Vildrenkalv er i den Alder, at den første Gang begynder at fælde Haar, da er den saa hurtig i Spranget, at intet vingeløst Dyr kan indhente den. Saa fik han Fødderne af en Vildrenkalv og sprang med dem et godt Stykke. Da han igjen standsede for at lytte, hørte han Stallo plystre langt bag sig. Nu løb Andreas hen paa en Kant, hvor han vidste, at der var to mindre Indsøer og mellem Indsøerne et smalt Sund. Midt i Sundet var der en Sten; men, da Vandet løb ganske stille, og Stenen laa lidt under Vandet, kunde Ingen se den. Men Andras vidste nøiagtigt, hvor den laa, løb derhen, hoppede ud paa Stenen og fra den over paa den anden Side af Sundet. Saa løb han endnu et Stykke, indtil hau var kommen midt for den eue af Indsøerne. Der begyndle han saa at
