huje og raabe, forat Stallo skulde høre, hvor han var, Stallo hørte det ogsaa og løh efter Lyden. Da han kom frem til den modsatte Bred, ligeoverfor Andras, raabte Andras til ham: „Hop nu du ogsaa over her, hvor jeg har hoppet!“ „Jeg orker ikke at hoppe over her!“ svarede Stallo. „Aa, tvi for Skam,“ raahte Andras, „orker ikke du at hoppe der, hvor enhver Stakkar af en Lap kan hoppe!“ Da blev Stallo sint og hoppede til, men dumpede ned midt i Indsøen. Nu skulde Andras til at skyde ham ihjel, medens han svømmede tillands. I gamle Dage brugte Lapperne Buer, og Pilespidsen var et Lommenæb. Da Andras skjød første Gang, hoppede Stallo saa høit i Veiret, at Pilen fløi imellem Benene hans. Saa sigtede Andras midt paa Panden og skjød anden Gang, men Stallo hoppede igjen saa høit, at Pilen gik imellem Benene. Tredie Gang holdt Andras i øverste Kanten af Skallen og traf Stallo i Underlivet. Han naaede dog ind til Stranden, men var næsten aldeles kvit med det Samme, og døende sagde han til Andras : „Du skal love at begrave mig sømmeligt, og, naar du det har gjort, kan du drage hen i Persfjorden til min Baad og tage mit Gods, og Hunden kan du dræbe, men min Søn skal du ikke dræbe, Andras!“
Andras begravede Stallo, saaledes som han havde begjæret, og Hunden slog han ihjel; thi Stallohunden er slig, at, naar den faar slikke sin Herres Blod, levner Stallo op igjen. Derfor har Stallo altid Hunden med sig. Andras tog først alt Godset, som fandtes i Baaden, derpaa tog han Aarene bort og stødte saa Baaden med Gutten tilhavs, saa den drev afsted for Vind og Veir. Saa løb han hjem igjen, og, da han kom ind i Gammen, kastede han sig ned paa sit Leie og
