Skjønt Noaidernes Tal var meget stort, kunde dog ikke En og Hver uden videre blive en Noaid, endnu mindre opnaa nogen Anseelse som saadan. Kun meget faa vare i Virkeligheden de, som havde erhvervet sig Ry i en videre Kreds. Men jo større Ry, des større var ogsaa Fortjenesten; thi de bleve betalte for sin Bistand og sine Raad. Noaiderne havde ikke nogen bestemt Kreds eller Menighed, inden hvilken de virkede. Det beroede alene paa deres Dygtighed, om de bleve søgte af Mange eller Faa, fjernt eller nær. Enkelte maa især have opnaaet stor Berømmelse; thi deres Navne mindes endnu, og deres Bedrifter omtales endnu den Dag i Dag i forskjellige Sagn og Eventyr, f. Ex. „Bæive Barnek“, Solens Sønner, „Guttavuorok“ ɔ: den, der kan antage 6 Skikkelser, (se Pag. 7) og fl. Disse have engang været de navnkundigste Schamaner iblandt Lapperne, ligesom Väinemöinen og Ilmarinen m. fl. var det iblandt Finnerne.
Enhver rigtig Noaide maatte ved forskjellige Legems- eller Sjæls-Anstrængelser kunne bringe det der hen, at han faldt i et Slags Dvale eller magnetisk Søvn. I denne Tilstand havde han da de foregivne eller virkelige Syner, som han, efter at være kommen til sig selv igjen, forkyndte for Forsamlingen som Aabenbarelser. Medens hans Legeme laa som dødt, troede man, at hans Sjæl ved Hjælp af en Saivvo-guolle eller Saivvo-lodde, en Fisk eller Fugl fra de Dødes Rige, som altid stod til hans Tjeneste, kunde fare til Himmels eller til de Dødes Rige eller til hvilketsomhelst Sted her paa Jorden og udrette, hvad der forlangtes, hvad enten nu dette bestod i at faa Svar fra Guderne eller de Afdøde eller i at skaffe Underretning om langt borte boende Personer. Noaiderne vare
