ringer deraf, saasom Svalestad, Svalheim, Svalingen o. fl. Ganske svarende til det gamle sálohús er Gaardnavnet Salhuus; saa heder en bekvemt liggende Gaard i Bygland (Ose Thinglag No. 40) og et søgt Hvilested i Hammer Sogn nogle Mile N. for Bergen, ligesaa Gaarde i Orkedalen (No. 201), der tilhørte Domkirken i Nidaros, i Stjørdalen (No. 107) tæt ved Kirken, og ved Brønø Prestegaard paa Helgeland. Ligesaa nævnes Saalhuus-Parten i Erkebiskoppens Avlsgaard Faanes i Frosten og i Skatvolds Sogn i Stjørdalen eiede han hele det gamle Herresæde Fljodar „med alt Saalhuus“. En Gaard Fjetlid i Opdal, der nu ei findes i Matrikulen, tilhørte Nidaros Domkirke og „er der salustofva frelse fore“ d. e. Gaarden har Saalestue-Rettighed; ligesaa eiede Domkirken Gaarden Buder (Buan) paa Soknedals-Skoven ved Veiskjellet i Rennebo „og var der saluatofva“[1]. Gaarden Suulstuen (No. 231 og 232) i Verdalen er vel en nyere Form af sálostofa, og den bekjendte Suletind paa Filefjeld faar da sin Betydning af Beliggenheden ved Fjeldstuen. Den ovenfor nævnte Form sæluhús synes at gaa igjen i de saa hyppigt forekommende Gaardnavne Selberg, Sellid, Selnes, Seljeseter, Seljestødl, Seljebakke o. s. v., hvor Tanken ei som f. Ex. ved Sælvaag, Sælhorn o. s. v. kan henledes paa Sælfangst. Saaledes har vel og Selø i Nordfjord, hvorpaa Klostret stod, sit Navn af dets passende Beliggenhed for Fartøier, der her oppebiede gunstig Vind forbi Statland. Ved det her Anførte bestyrkes Tilværelsen af sálustofvor i Betydning af offentlige Herberger.
Omsorgen for Veifarende i Middelalderen overtoges altsaa i de ældste Tider af Kongerne, men deeltes siden mellem dem og Geistligheden. Et Herberge kaldtes paa Norsk tafernishús, sálustofva eller salhús, paa Latin taberna, hospitium eller hospitale, hvoraf dannedes det norske Navn spital, der forresten betyder et Sygehuus. Men ogsaa Klostrene vare forpligtede til at forsørge syge og fattige Reisende, og efterhaanden, som Reiserne og Pilegrimsfartene tiltoge, blev Gjæstfrihedspligten besværlig. Man kan derfor ei tvivle paa, at Munkene her i Landet som andensteds have søgt at forene Klostrets Ro med denne Pligt, ved i Nærheden af Klostret at anlægge et hospitium, hvor Reisende paa Klostrets Bekostning fik fornøden Pleie. Af denne Art maa de Hospitier have været, som man finder anlagte saa nær Byerne, at de ei kunne have været Herberger eller sálustofvor i verdslig Forstand, men dog saa langt derfra,
- ↑ Aslak Bolts Jordebog S. 28. 33. 49. 51. 55. 111–113.
