som Franciskanerne ved deres blinde Lydighed, Uvidenhed og Mængde. Men hvad Ordenen inde følgende Tider skadede i disse og flere Retninger, maa ikke lægges Stifteren til Last, men Privilegierne og Rigdommene, som deraf fulgte. Dominikus haabede at virke for Lærdom og christelig Oplysning, og endnu paa sit Dødsleie lyste han Forbandelse over dem, der hævede Armodspligten[1]. Af Middelalderens Videnskabelighed har Ordenen mange Fortjenester.
Ordenen var oprindelig 1221 bleven deelt i 8 Provindser, men hertil kom allerede 1238 4 nye, hvoriblandt Dacia; i sin høieste Velmagt skal den have udgjort 45 Provindser med 150,000 Brødres I Spidsen for hver Provinds stod Provindsialministeren (minister provincialis), der havde en ved Generalen begrændset Myndighed over Provindsens Brødre, og skulde selv eller ved 2 udsendte Brødre, der aarlig valgtes, visitere dens Klostre. De enkelte Klostres Forstandere kaldtes Priorer. Samtlige Ordensklostre i Danmark, Sverige og Norge hørte til Provincia Daciæ, hvis Minister snart var bosat i det ene, snart i det andet Land, dog hyppigst i Danmark, hvor Ordenen havde de fleste Klostre[2].
I hver Provinds holdtes aarlige Provindsial-Møder (capitula provincialia), paa hvilke Generalkapitlernes Statutter kundgjordes til Efterlevelse i Provindsen, samt Bestemmelser for denne fattedes angaaende Disciplin, Skriftemaal, Straffe, Visitation m. v., ligesom man her erindrede Ordenens Velgjørere, bestemte Sjælemesser for de i det sidste Aar afdøde Brødre og Venner o. s. v. Disse Moder holdtes i Provindsen Dacia paa forskjellige Steder, idetmindste i de første Tider aarlig, og man finder, at idelig Flytning af Brødre fra det ene Kloster til det andet, uden Hensyn til Nationalitet eller Afstand, fandt Sted, uden Tvivl for at knytte Baandet desto stærkere og for bedrevet overholde Ordensreglen[3].
- ↑ Dette glemtes ganske. I 1402 laa Dominikanerne i en heftig Strid med Erkebiskoppen af Salzburg, og paastode da i deres Forsvar, at Ordens-Regelen tillod ikke alene deres Klostre, men endog hver enkelt Munk at besidde personlig Eiendom. (Vadstena Brevbog fol. 210 b.)
- ↑ Ifølge Daugaard S. 18 var der i Danmark 22 Dominikanerklostre, i Sverige har Wieselgren paaviist 13; Norge havde neppe mere end 4. Af Provindsialer bosatte i Norge kjender man kun to, nemlig Aake 1276 (Islensk. Annálar), der siden blev Kantsler, samt Ordenens sidste Provindsal i Norden Robert i Nidaros 1525 og senere. (Thyselius Handl. til Sveriges Reformations- och Kyrkohistoria I, 5 ff.)
- ↑ Se herom G. Stephens Brottstycken af en Dominikaner-Ordens Statut- eller Capitels-Bok, Kbhvn. 1852 (særskilt Aftryk af Kirkehist. Samlinger I.), hvor
