Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/416

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
408
Fjerde Afsnit. Oslo.

sine Folk med Magt tog til sig. Da Hr. Ivar paa Grund heraf vilde udtage Stevning mod Hovedøens Munke hos Biskoppens Official i Oslo, negtede denne 29de April 1321 at stevne Munkene, medmindre Hr. Ivar frafaldt den Tiltale og Dom, som Lagmand og Raadmænd allerede havde fældet; men dette vilde Kansleren ikke, og forlangte Dagen efter af Jon Abbed den tildømte Erstatning for de frarøvede 30 Spirer, og tilbød sig iøvrigt at underkaste sig uvillige Mænds Dom i denne Sag. Da dette afsloges, stevnede han Abbeden og Munkene at føre Spirerne til Akers Thing, og der tage den Ret, han efter Loven var dem skyldig[1]. Sagens Udfald kjendes ikke. At Jon var Hovedøens Abbed i 1321, er heraf vist; men i 1323 var den førnævnte eller en anden Audun atter Abbed her; han nævnes 17de Oktbr. d. A. i Ingerid Ormsdatters Gavebrev til Hovedøen af Gaarden Tomter paa Romerige til Sjælehjælp og evigt Bønnehold, imod at hun af „Landskylds-Munken“ oppebærer 12 Spand Smør aarlig[2]

Til denne Tid hører og Oslo Erkeprests Thorkel Gunnarssøn Mottuls (1318–1327) Testamente, hvori han gav Hovedøen Olreksstad for Gravsted i Klosterkirken[3], og en udateret Brevvexel mellem Biskop Salomon i Oslo og Biskop Audfinn i Bergen angaaende en Kannik ved Domkirken i Oslo, Mester Arne, som samme Sommer var gaaet ind i Graamunkeklostret[4] i Hovedø, og havde der anlagt Profesdragten. Nogle Dage efter kom han med Abbeden og nogle Munke til Biskoppen, nedlagde sin Præbende i Kapitlet og fulgte tilbage med Abbeden til Hovedøen, hvor han forblev i 10 Dage. Derpaa gik han atter sin Vei derfra, holdt længe til her og der i Heredet, og kom endelig til Hr. Erling (Vidkunssøn, den daværende Rigsforstander). Nu indkom Klage fra Abbeden, og Biskoppen paalagde derfor Arne i Henhold til constit. Bonifaciana de regularibus at vende tilbage til Klostret. Da han ei adlød, satte Biskoppen ham i Band; hvorimod han appellerede til Paven. Skjønt Biskoppen kunde forkastet denne ubeføiede Appel fra hans lovlige og pligtige Strafferet, havde han dog givet Arne Beviisbreve, hvilke denne dog ei vilde modtage. Arne kaldes nu Kongens Klerk, og man

  1. Dipl. Arn. Magn. fasc. 60. No. 1. 6. 7. Dipl. Norv. III. No. 123.
  2. Dipl. Norv. II. No. 251. Dette Brev nævnes i Regist. af 1622, men findes nu i Danske Selskab, hvilket viser, at i det Mindste nogle af disse det norske Rigsarchivs Breve ere komne til Kjøbenhavn.
  3. Registr. paa Agershuus.
  4. Dette er et Beviis fra den sildigere Tid for, at grámunkr i Norge betegner en Cistercienser (griseus monachus) og ikke en Franciskaner.