Bergen. De Modvillige holdt sine Sammenkomster hos Prædikebrødrene, og havde endog faaet Drotseten Hr. Erling og andre Høvdinger til at modsætte sig Kirkens Ret[1].
Desuden havde Prædikebrødrene Strid med Biskoppen om en Almenning mellem Klostret og Biskoppens Nøst (S. 333) Biskoppen paastod, at den tilhørte ham, men Brødrene, at den var dem givet af Kong Eirik i hans Livstid. Kong Haakon V befalede derfor Botolf Haakonssøn, Lagmændene Hauk Erlendssøn og Endrid Simonssøn m. Fl. 14de Mai 1311 lovlig at paadømme, hvem Almenningen tilhørte. Dommen lød, at Byen alene eiede slige Almenninger til almindelig Nytte som kongelig Gave, men Kongen havde igjen Ret til at raade over dem, som over Byen i det Hele. Dette Brev stadfæstede Kong Magnus 20de Juni 1320[2]. I Marts 1313 hørte Broder Olaf Prior og Broder Andreas Lector i Dominikanernes Kloster i Bergen Biskop Arne oplæse en Protest i Anledning af den Trætte, som da stod paa mellem Biskoppen og Erkebiskop Eilif[3].
Efterat den til Biskop i Skalholt valgte Abbed Grim af Nidarholm var død, blev Broder Jon Halthorssøn, Prædikebroder i Bergen, valgt til hans Eftermand, og viet 1ste August 1322. 1323, udentvivl før sin Afreise til Island, deeltog han i Hr. Erling Vidkunssøns Valg til Rigsstyrer i Norge[4]. – Processionerne under Pesten 1349, der ere nævnte ovenfor S. 319, begyndte hos Dominikanerne
Af Testamenter til Prædikebrødrene i Bergen ere flere i Behold. Kong Magnus gav dem 1277 12 Mark brændt, Gaute i Tolga (v. 1288) 1 Mark og Bjarne Erlingssøn 1308 5 Mark brændt, samt til „St. Olafs Huus ved Kongsgaarden“, hvormed maaske ogsaa dette Kloster menes, 6 Maaneders Matebol i Gaarden Bjørke i Sogn, mod at Enhver, som der vare inde, skulde daglig læse 10 Fadervor for alle Christnes Sjæle. Endrid Simonssøn gav 1337 1 Mark brændt „út til bræðra“[5], og i Kong Magnus Erikssøns og Dronning Blankas Testamente af 1347 fik de 4 Dominikanerklostre i Norge 100 Mark til Deling. Det sidste Testament er Arvid Ingeldssøns af 1430, hvori
