lig Ret til at foretage hvadsomhelst til eget eller Ordenens Gavn. Men tilføies Brødrene nye Forurettelser af Biskoppen eller Kapitlet, ere de fritagne for denne Forpligtelse; men fordi den Ene med Rette forlanger eller tiltvinger sig Noget af den Anden, maa deraf ingen Grund til ny Splid hentes. – 7) Da det ei er nok at afholde sig fra det Onde, naar ei noget Godt gjøres istedet, saa skulle Prædikebrødrene i Skriftestolen og deres Prædikener tilskynde de Troende til at betale Tiende, og dette især paa Søndag Qvadragesima og andre hertil ved Lov fastsatte Tider. – 8) Alle andre Trætter skulle fra denne Dag være glemte, og ikke under noget Paaskud oprippes, dog Bestemmelsen ovenfor om portio canonica forbeholdt. For at dette Forlig kan blive ubrydeligt, skulle Prædikebrødrene sørge for, at det inden næste Sommer bekræftes af Provindsialprioren. Denne venlige Aftale.og gjensidige Forpligtelse blev given og forkyndt i Bergens Domkirkes Sakristi[1].
Saaledes fik da Biskop Audfinn i Stand et samtlige Stridspunkter omfattende Forlig, som dog ikke førte til noget oprigtigt Venskab mellem dem. Vi have omtalt Forhandlingerne herom under Et, og skulle her tilføie et Par Bidrag til Klostrets og Stridens Historie i Mellemtiden – I 1306 vare Dominikanermunkene Halvard og Arnfinn m. Fl. Vidner i en Sag om Gaarden Thoskar[2]. Prædikebroder Magister Erik i Bergen afgav paa Opfordring fra Stavangers Domkapitlet 5te Oktbr. 1307 en Forklaring om, hvad Skik og Brug var med Hensyn til Kongens Offer under sit Ophold der. Han oplyste da, at hvad Kongen ofrede i norsk Mynt, tilfaldt efter gammel Vedtægt Kapitlet, angaaende Sterling og Tourneser var Intet fastsat, men Guld, arbeidet Sølv og kostelige Klæder tilfaldt Biskoppen[3]. Det var midt under den heftigste Strid, at Biskop Arne udstedte det S. 166 omtalte Brev af 1309 om, at Tiggermunkene toge Folk til Skrifte, som vare bandsatte af Sognepresterne, og Eftermanden Audfinn klagede (1328?) for Erkebiskoppen over den Modstand, som mødte ham ved Inddrivelsen af Gaarde-Tiende i
- ↑ Barth. IV. 165–171.
- ↑ Dipl. Norv. III. No. 64.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 112. Det er uden Tvivl den samme Mester Erik, der i 1285 var Provst paa Lister, men senere maa være bleven Prædikebroder i Bergen, hvor han ofte nævnes som Vidne m. m. i Munkeliv. Heraf kan man forklare sig, at en Prædikebroder i Bergen skulde afgive Vidnesbyrd om Skik og Brug ved Stavangers Domkirke, hvorved han nemlig som Provst paa Lister havde været Kannik.
