regulares paa Helgeseter med Erkebiskoppen og Kapitlet som Forstandere, og med en Prior for Klostrets indre Vedkommende og som saadan Medlem af Kapitlet. Ligesaa synes Abbeden i Halsnø med sine Brødre at have betragtet sig som en Afdeling af Bergens Kapitel, hvis Domkirke han maatte aflægge en Troskabsed, der i alt Væsentlige stemmer med den, som enhver Kannik ved Domkirken maatte sværge; selv i Klostrets private Anliggender, til Kjøb og Salg, Proventmænds Indtagelse m. v., maatte han indhente Biskoppens Samtykke[1]. Kannikerne ved Domkirken dannede vel en fælles Korporation, der havde deres fælles Boliger paa Holmen (nu Fæstningen) i Bergen, der endnu efter dem bærer Navnet Communen; man finder at de skifteviis forestode og bekostede den fælles Huusholdning; men ligesaa lidt som dette viser, at de have været regelbundne, ligesaa lidet fremlyser dette af den Ed, der ved Optagelsen i Kapitlet aflagdes[2]. Alt deri har Hensyn paa verdslig Tugt og verdslig Fordeel. Udtrykket i Kannikeformularen: „salvo meo ordine“ har aabenbart ikke Hensyn paa nogen Munkeorden, men paa Vedkommendes Stand som geistlig Prælat (ordo ecclesiasticus).
Om Stavangers og Oslos Kannikers indre Forhold veed man endnu mindre, og her bliver derfor ikke engang en Formodning om den ældste Tilstand tilladelig. Oslo Kapittels Statutter, rigtignok fra en nyere Tid – udentvivl henimod Reformationen. – vise tydeligt, at Kannikerne paa den Tid vare seculære; det samme antyder samtlige Diplomer, og der er saaledes ingen Grund til her at antage regulære Kanniker. Hvis Utsteins Augustinerkloster ved Stavanger kunde antages samtidigt med
- ↑ For at undgaa Gjentagelser henvises med Hensyn til disse Forhold til Helgeseters og Halsnøs Specialhistorte.
- ↑ Man sammenligne følgende Halsnø Abbeds Ed, der findes i Barth. IV. 432, med den bergenske Kanniks, der er trykt i Björgv. Kálfsk. p. 7.
Juramentum abbatis in Halsnöy.
Ego N., ordinandus abbas monasterii talis, promitto deo et sanctis eius, quod ab hac hora in antea fidelis et obediens ero sanctæ Bergensi ecclesiæ et domino meo Haquino, dei gratia episcopo Bergensi, eiusque successoribus canonice substituendis. Non ero in facto vel consilio, ut detrimentum rerum vel honoris patiatur. Prædia monasterii mei sive bona non alienabo, præter domini mei Bergensis episcopi consilium et consensum: præbendarium sive præbendarios, quæ vulgo próventumenn dicuntur, non colligam absque ejus licencia petita et obtenta. Promitto etiam stabilitatem et regularem servantiam secundum regulam sancti [Augustini]. Sic me deus adjuvet et haec sancta. (En lignende for en dansk Abbed findes hos Pontopp. Annal. I. 250.)
