budet mod at besidde personlig Eiendom, og fik Ret til af egen Midte at vælge Stiftets Biskop samt bestyre dette i Vacancer. Derved bleve nu disse Prælaturer ved Domkirkerne de mægtigste og meest indbringende Embeder, og kom derfor i de fleste Lande udelukkende i den høiere Adels Besiddelse. Men for slige Prester passede Klosterlivet ikke. Herved opkom to Arter af Kanniker: regulares, som overholdt hine Bud, og seculares eller verdslige Kanniker, som derfra vare fritagne. De sidste vedkomme ikke Klosterhistorien. Ofte bestode disse Arter ved Siden af hinanden, idet de sekulære Kanniker toge de rige Præbender i Besiddelse, som de bestyrede ved Vikarier, og selv kun skifteviis indfandt sig ved Bispesædet, for at forrette sine Pligter.som Medlemmer af Domkapitlet; medens derimod de regulære Kanniker, der aflagde formeligt Munkeløfte og bare Tonsuren, deels levede sammen i Klostre, deels forrettede Prestetjeneste ved Domkirken eller andre af Stiftets Kirken uden at have Deel i Indtægterne eller Stemme i Kapitlet. Ogsaa til denne Munkeorden sluttede sig Nonner, der kaldtes regulære Chorfruer eller Kanonisser.
Regelen, som var gjældende for de regulære Kanniker, bærer Augustins Navn, uagtet han, som anført, ingen Regel efterlod sig; de kaldes derfor almindelig canonici reguleres secundum regulam sancti Augustini. Denne Regel bekræftedes ved Pave Alexander IIs Bestræbelser paa en Kirkesamling 1063. Den var især grundet paa Augustins Breve til Nonnerne i Hippo, og lignede meget Benediktinernes. Al Eiendom skulde være fælles, uden Hensyn til om Vedkommende havde medbragt Noget, da han optoges, eller ikke; ligesaalidt maatte noget Hensyn tages til Kannikernes forrige Stilling i Verden. De første Christnes Samliv, som det skildres i Apostlernes Gjerninger, paaberaabes som Mønster. Bestemmelserne om de gudstjenstlige Handlinger ere affattede i almindelige Udtryk, ligesaa om Faste, Spise, Drikke o. s. v. Fasten skulde afhænge af Sundhedstilstanden, men man maatte aldrig uden i Sygdomstilfælde spise udenfor Spisetiden. Under Maaltidet skulde Bønner holdes, og Stilhed iagttages. Hensyn til Nyoptagnes tilvante Levemaade kunde tages, saa at de uden Indsigelse fra de Øvrige kunde faa det noget bekvemmere; man maatte beklage, ikke misunde dem; thi Lykken bestaar lunt trænge til Lidet, ikke i at besidde Meget. Om Afholdenhed og Forsigtighed i Omgang med det andet Kjøn ere Forskrifterne ligeledes almindelige; bestemte Straffe for Overtrædelse ere ingensteds fastsatte. Dragten maatte ikke være paafaldende (notabilis); thi man skulde udmærke sig ved sine Sæder, ei ved sin Dragt. Alle Klæder skulde forvares af en vestiarius, og enhver
