første Aar af Christian 1116 Regjering verdslige Forstandere, og ere saaledes efter al Rimelighed inddragne samtidig med de andre[1], ligesom Tiggerklostrene rimeligviis vare forladte af Beboerne. Om Selje Kloster mangle alle Efterretninger længe før Reformationen. Det sidste Spor af norske Munke finder man i Dragsmark 1562. I Christian IIIs Artikler af 1ste Marts 1555 for de fire Hoved-Lensmænd i Norge paa Steenvigsholm, Bergenhuus, Agershuus og Bahuus, indeholdende Regler for Rigets Bestyrelse i geistlig og verdslig Henseende, betragtes Klostrenes fuldstændige Ophævelse som en fuldbragt Gjerning. Deri tales Intet om Munke, Nonner eller Klosterskikke, men det indeholder for Klostrenes Vedkommende alene Paalæg om, at indtale alt deres frakomne Gods under Kronen[2].
Forsaavidt som altsaa, efterat alle Munke og Nonner vare uddragne af Klostrene eller døde der, Godset ikke anvendtes til Hospitaler eller Skoler, blev det som verdslige Forleninger betroet danske Adelsmænd og enkelte begunstigede Nordmænd, indtil Fællesstatens ødelagte Pengevæsen tvang Frederik III til først at pantsætte og senere at sælge samtlige Klostergodser. Men Klostrenes Skjebne efter Sekularisationen vedkommer ikke denne Materie. At de tildeels endnu danne Landets betydeligste Godser, er den Dag i Dag et Vidnesbyrd om deres Omfang og Betydenhed i deres Velmagts Dage.
- ↑ Jons-Klostret i Bergen stod uden Tvivl øde i 1552, da Kongen, uden at nævne noget om Munkenes Forsørgelse, skjænkede det til et Raadhuus for Byen, hvortil tillige Allehelgens-Kirke maatte nedbrydes. Men kort efter afbrændte Klostret med en Deel af Byen fra Muren til Raadhuset den 19de Decbr. 1561, og dets Ruiner plyndredes af Borgerne, der gjorde Skorstene af dets Marmorblokke. Klostrets Taarn blev senere anvendt til Brandvagt m. v. (Edvardsens Bergens Beskrivelse.)
- ↑ Norske Registr. I. 355–359.
