de engelske Bygmestere have besiddet. Flere af Soklerne, Kapitælerne o. s. v. ere udhugne med en usædvanlig Kunst og Omhu i rene og ædle Mønstre, Chorsgangens aabne Søilerad har ligeledes været meget smagfuld, og i denne Bygnings ældre Deel er der i det Hele ikke sparet hverken Arbeide eller Penge, for at alt skulde blive varigt og smukt. De senere Udvidelser derimod ere af mindre architektonisk Værd. Her støder man idelig paa Benyttelse af Teglsteen ved Siden af huggen eller brudt Kalksteen; Teglstenene ere i det Hele mindre vel brændte og vække ikke Formodning om, at Teglsteensbrændingen har staaet paa noget høit Standpunkt[1], skjønt Profilstenene have ret smukke Former. Michaelskirken i Bergen eller Munkelivs Klosterkirke beskrives som den stolteste Steenbygning, og Bergens Domkirkes (oprindelig Franciskaner-Kirkens) ældre Dele vække lignende Forestilling[2]. Ruinerne paa Lysekloster vidne ligesom Hovedøens om reen Smag og Bygningskyndighed. Saavel Haakon Haakonssøn som Hertug Skule fremmede med rund Haand Munkenes Iver i denne Retning, og den af Førstnævnte byggede Dragsmark Klosterkirke tiltrækker sig endnu i sine Ruiner Sagkyndiges Opmærksomhed[3]. Bygningsmaterialet valgtes med en senere hen ukjendt Omhu, og Kalken især udmærkede sig ved en uopløselig Fasthed. Munkene skaffede selv disse Fornødenheder til Veie, og man kan endnu paa flere Steder, saasom ved Lysekloster, paavise de Steder, hvor Stenen er brudt og huggen, ligesom man oftere træffer Steenhuggere, Murere o. Fl. omtalte som Lægbrødre i Klostrene. Halsnø Kloster eiede en Kalkovn (límaofn), som Abbeden 1328 var sysselsat med at anlægge[4]. Som almindeligt Vidnesbyrd om Geistlighedens Fortjenester af Bygningskunsten behøver man blot at henvise til Middelalderens Mesterverker af Kirkebygninger i det Hele, ligesom det er almindelig erkjendt, at Reformationen netop ved sin Protestantisme har virket fordærveligt paa Architekturen i Almindelighed og den kirkelige i Særdeleshed. For Norges Vedkommende sammenligne man blot Mariækirken med Nykirken i Bergen, Akers Kirke med Vor Frelsers i Christiania, Grans, Aas eller Tunes Kirker med Frons, Kongsbergs eller Arendals, for at blive over-
