med en uanstændig Hurtighed. Hermed toge de det vist saameget mindre nøie, som Messen ansaaes for opus operatum, som en i og for sig fortjenstlig Gjerning, der uden Hensyn til Sindelaget, hvormed den udførtes, bragte Velsignelse for Levende og Døde. – En egen Art Sjælemesser opstod derved, at Klostre af samme Orden indgik Forening om gjensidigen at erindre de i Klostrene Afdøde. En saadan sluttedes omtr. 1443 mellem Gimsø Kloster og Nonneseter i Oslo, hvorved de lovede at erindre hinanden i deres Bønner og holde Messer over de i begge Klostre døde Nonner[1]. – Til disse stadige og kirkelige Forretninger kom fremdeles for enkelte Klostre, som havde denne Ret, Begravelser, Besøg hos Døende o. desl., samt endelig for Alle den almindelige Gudstjeneste paa Helligdagene.
Mellemtiden mellem de ovennævnte Messer og Tider anvendtes forskjelligt efter de forskjellige Ordensregler, ja selv inden samme Kloster, efter den Enkeltes Dannelse, Evner og Tilbøielighed. Om Munkenes Benyttelse til Forretninger udenfor deres Kloster eller i det Hele i fremmed Øiemed er talt i § 4; nu skulle vi derfor kun omtale, hvorledes de have anvendt deres Tid i det Daglige hjemme. Her maa man udentvivl skjelne mellem sildigere fordærvede Tider og den første Tid, Munkevæsenets gyldne Alder i Norge, indtil henimod Enden af 13de Aarhundrede, da endnu de faste Indtægter vare faa, og Arbeiderne i og ved Klostret mange; da tog vel endnu Munken selv som oftest fat med baade paa Ageren, i Skoven og i Haven, baade som Bygmester, som Gartner og Avlskarl: da sad vel og endnu Nonner flittige ved Rok og Væv for at skaffe tilveie det Fornødne til Alles Beklædning. Men Klostrenes Beboere arbeidede for sig selv alene, hverken for Efterkommere eller den ydre Verden, og saasnart derfor Klostret var tilstrækkelig forsørget, og de nødvendige Forretninger kunde blive udførte ved Lægbrødrene eller Tjenerne, bleve Munkene og Nonnerne selv som oftest Lediggængere.
Reglerne fastsatte Afskrivning, videnskabelige Sysler, eensom Selvbetragtning, Faste og Pønitentse som Afvexling med de gudstjenestlige Handlinger. Dog, naar disse sidste vare affærdigede, var ogsaa som oftest Munkens Dagverk endt. Det Aandssløvende ved en idelig Opramsen af udenadlærte latinske Bønner, i Forening med slet Exempel og Mangel paa Forkundskaber og Veiledning, avlede en Ligegyldighed for aandelig Sysselsættelse og en Begjærlighed efter sandselig Ny-
- ↑ Registraturen af 1622 over Breve paa Agershuus.
