den i Ebelholt i Sjælland[1], maa ansees som en Undtagelse fra Regelen, maaske for at løsrive sig fra Afhængigheden af Nidaros Erkebiskop og Domkapittel; ligesaa at Biskoppen af Stavanger paa Reformationstiden uden videre indsatte Abbeder i Utstein. I Almindelighed havde Munkekonventet stedse Valgretten ubetinget, medens derimod Biskopperne for nogle Klostres Vedkommende havde Tilsyn med Valget, samt enkelte Konventer behøvede hans Stadfæstelse, før den Valgte kunde tiltræde sin Post.
Til den anden Klasse af Klostrenes Beboere hørte Ungbrødrene (novitii). De flette Munkeordener fastsatte nemlig et Prøveaar (Novitiat) for Enhver, der ønskede at optages i Ordenen, førend det tillodes ham al aflægge Munkeløfterne (profiteri, professionem facere). I delte Aar skulde Novisen strengt iagttage alle Ordenens Forskrifter, prøve sig selv om han følte sig skikket for Klosterlivet, samt enten bære Ordensdragten i Lighed med de egentlige Munke, eller en derfra forskjellig, særegen Novitiatdragt. De maatte, endog med større Strenghed end Munkene, iagttage Klausuren, og naar Aaret var omme, havde de Valget mellem igjen at træde tilbage i Verden, eller at optages i Konventet, og da som Munke undergaa Tonsuren, eller som Nonner modtage Sløret og den høitidelige Indklædelse af Biskoppen. For Birgittinerordenen gjaldt, som ovenfor viist, særegne Bestemmelser om Optagelsesmaaden. – Disse Ungbrødre havde forøvrigt ingen Stemme i Kapitlet, ofte ikke engang Plads ved Munkenes Bord i Refektoriet, og ingen Anledning til at gjøre sig gjældende. Det er derfor intet Under, at man i vor Klosterhistorie saagodtsom aldrig finder dem omtalte. – En egen Art af vordende Klosterfolk dannede de saakaldte oblati og donati eller oblatæ (ofrede til Klostret), hvorved forstaaes Børn, som Forældre eller Værger allerede i den spæde Alder bestemte for Klosterlivet og helligede til Gud, saa at de ikke uden at betragtes og forfølges som Apostater i den modnere Alder selv kunde træde tilbage, og for hvis Underholdning og Opdragelse derfor en vis Sum udsattes. Paa denne Misbrug, der især fandt Sted blandt Benediktinerinderne og gjentagne Gange forbødes, har man og Exempler i Norge[2]. Det er let at indse, til hvilke sørgelige Misbrug en Sædvane førte, som gjorde umyndige Børn med deres Eiendom afhængige af Klostres eller Geistliges Begjærlighed efter at forøge deres Formue.
